God hygiejne - Vask din drikkedunk

Danskerne har tillagt sig den gode vane at drikke rigeligt med vand. Til gengæld glemmer vi ofte at tænke på de bakterier, der kan gemme sig i vandflasken, mener Sofie Krogh Holm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Problemet er, at de bakterier, man afsætter med munden, når man drikker af flasken, får lov til at sætte sig i flasken og under hætten, hvor de stille og roligt kan udvikle sig.

Et større eksperiment på flere hundrede skoler og gymnasier, viser, at hele 79,2 procent af elevernes drikkedunke indeholdt vand i den mest urene kategori, der i rapporten betegnes som 'højt bakterieindhold'.

Mere præcist var bakterieindholdet i snit 14 gange højere end i vand fra hanen. Og fem gange højere end den normale grænseværdi for godt vand. 

Trine-Maria Damgaard fra Teknologisk Institut konkluderer i en pressemeddelelse: »Det er ikke særlig godt drikkevand, og måske kan det endda i uheldige tilfælde give fx et maveonde. Årsagen er givetvis dårlig hygiejne. Dunken ligger jo lunt i tasken, der kommer nemt madrester i og nogle børn drikker også af hinandens dunke. Og så vokser alle slags bakterier hurtigt«.

Rådet til forældrene er at vaske drikkedunken hver dag, fylde den med frisk vand om morgenen – og helst også bede barnet om at skifte vandet i løbet af skoledagen. 

Et andet opsigtsvækkende resultat i undersøgelsen er, at der er klart flere bakterier i købevand fra flasker og kildevandsautomater end i almindeligt vand fra hanen. 

Læs artiklen: Vi drikker bakterier på flaske - her             Download artiklen

Læs artiklen: Drikkedunke er fyldt med bakterier - her     Download artiklen

Bruger du flasken fra kildevandet som drikkedunk, går du rundt med en bakteriebombe

Det viser et bioteknologisk forsøg foretaget af fem kvindelige studerende på bioteknologi ved Aarhus Universitet.

I forsøget tog de studerende 15 flasker med kildevand, drak indholdet og fyldte dem derefter med postevand hver dag i fem dage, hvorefter de målte bakterieindholdet i flaskerne.

Bakterieindholdet i vand bliver målt i kim-tal, og de uvaskede flasker havde et 16 gange så højt kim-tal som tilladt for vandværksvand. For de vaskede flasker var tallet otte gange højere end ved vandværksvandet. Det materiale, flaskerne er lavet er, duer simpelthen ikke til genbrug, viste forsøget.

Éngangsflasker er potentielle bakteriebomber, uanset hvor meget de bliver gjort rent. 

Læs hele artiklen om éngangsflasker fulde af bakteriebomber her        Download artiklen som pdf